“Trash – Recycled” familiekoncert i Frejlev Kirkecenter lørdag 26. oktober kl. 15.00

Det buldrer, brager og skramler, når de smadreglade slagtøjseksperter, Hamilton og Mikkelsen, banker musikken ud af bl.a. skraldespande, cykler og plastikrør.
Har du tænkt over, at der stadig kan være masser af liv i dit affald? Det er i hvert fald fyldt med musik og lyde, der får gamle musikstykker til at hoppe og danse med fornyet kraft. Det er dét, de gale videnskabsmænd, skraldespandsentusiaster og trommetroldmænd i duoen, Trash, gerne vil vise dig og din familie med denne koncert. Ved at forene almindelig musik med stomp, percussion og teater har de skabt et slagkraftigt, underholdende og stærkt vanedannende genremix, som har gået sin sejrsgang gennem koncertsalene i hele Norden. Trash er hver gang en musikalsk oplevelse ud over det  sædvanlige, hvor også publikum får lov til at blive en del af musikken. Men bare rolig, de rydder selv op efter sig – for tænk nu, hvis de fandt på at spille…på dig!

Lørdag 26. oktober kl. 15.00 kan selv du opleve det forrygende musikalske show for hele familien i Frejlev Kirkecenter – hvis du tør.