JULEFRED – PRÆDIKEN 2. JULEDAG

i /af
Året var 1914. Europa var ramme om den første store krig. Skyttegravene strakte sig hele vejen fra Nordsøen til den schweiziske grænse. Fronten delte Europa i to. Overfor hinanden lå de tyske soldater til den ene side, og de engelske, belgiske og franske soldater til den anden. Sine steder med bare 100 meter imellem. En smal stribe af ingenmandsland oversået med døde kroppe, som soldaterne kun nødtvungent vovede sig op af skyttegravene for at fjerne. Tusindvis af unge mænd lå kampklare på hver sin side af kampzonen. Side om side. I krig mod hinanden
Året var 1914 og det var jul. Den 24. december på Vestfronten.
I løbet af formiddagen den dag skete noget  helt nyt. Soldater begyndte at lægge deres våben. Interimistiske papskilte dukkede op langs kanten af skyttegravene. “Merry Christmas”, stod der på nogle. “Frohe Weihnachten” stod der på andre. Forsigtige julehilsner tværs over fronten.
Lidt efter lidt dukkede andre skilte op. Skrevet sort på hvidt.
“Hvis I lar vær med at skyde, lar vi vær med at skyde”, stod der.
Kort efter begyndte de modigste soldater at kravle op af skyttegravene og bevæge sig ud i ingenmandsland. Efterhånden kom flere hoveder til syne bag kamppladsens skjulesteder. Ikke ét skud blev affyret. Aldrig siden krigens begyndelse 5 måneder tidligere, havde der været så stille.
Om aftenen sang de tyske soldater: “Stille Nacht, Heilige Nacht”
De engelske soldater sang med på engelsk: “Silent Night, Holy Night”. Der blev tændt stearinlys langs skyttegravenes kanter. Soldaterne byttede tyske cigarer med britisk chokolade og engelsk tobak.
Nogle steder langs fronten ryddede man ingenmandsland for døde og spillede fodbold mod hinanden med primitive bolde fremstillet af klude. Én hentede et kamera, og så stillede man op til fotografering, tyske og engelske soldater blandet med hinanden.  Billederne kan stadig ses. Rækker af unge mænd. Engelske stålhjelme og tyske huer. Blandet ind mellem hinanden. En juledag på Vestfronten. I året 1914.
Det er en fantastisk beretning om julefred, skildringen af den dag byder os på. En beretning, som de fleste af os vel flere gange allerede har hørt om. Jeg troede i grunden, at det var en myte. At den ikke havde helt så meget på sig, som det lød til. Men for år tilbage så jeg i en avis nogle glimt af en historikers dokumentation for begivenhederne den dag. Ved hjælp af dagbøger og breve har denne historiker fundet bevis for, at julevåbenhvilen var langt mere omfattende, end man hidtil har troet. Det har bare været skjult. Det er gennem alle årene blevet fortiet. For generalerne var ikke stolte af deres soldater den jul. Soldater skal slås og ikke synge salmer med fjenden. Så for magthaverne var julefreden 1914 en skamplet på krigens gang. En sådan fraternisering med fjenden var ilde set.
Ja, så skræmmende var soldaternes opførsel, at både de tyske og de engelske generaler i ugerne efter satte ind med massive propagandakampagner, som havde til formål at få svine fjendens soldater til. De unge mænd på fronten skulle hurtigst muligt bringes tilbage til at opfatte fjenden som et udyr, der ikke var for godt at slå ihjel. Og sådan endte krigens generaler med at få magt over soldaternes stiften fred. Og 1. verdenskrig kom til at fortsætte 4 år endnu. Med krig og kamp på vestfronten og alle andre fronter.
Julenat 1914 var en særlig nat. Men den blev ikke andet end et pusterum i rædslernes række. Som en menig tysk soldat kort efter skrev i et brev til sin far og mor: “….det var en dag med fred. Det var kun en skam, at det ikke var den endelige fred.”
Sådan er det også med julens evangelium. Julenat sang englene om fred til mennesker med Guds velbehag. Den nat barnet blev født, var en nat med fred. Det var kun en skam, at det ikke var den endelige fred. For den endelig fred, det var det ikke. Det vidner de tekster om, som vi skulle have hørt i kirken i dag. I dem får vi nogle glimt af den stribe af strid og død og ufred, der fulgte i kølvandet på kristendommens frembrud i verden.
Et glimt af Stefanus, der blev dræbt for sin tro.
Et glimt af Jesus, der opremser, hvilket spor af blod kristendommen skal komme til at trække over jorden med drab og vold og lidelse til følge.
Et glimt af, at barnet i krybben en dag skal komme til at stå som en afvist hønemor, der rækker hænderne ud for at favne alverden – men alverden vil ikke favnes – alverden vil ikke vide af den favn, som frelseren kommer med.
Julenat var en nat med fred, men den endelige fred var det ikke.
Det vidner også vor egen tid og vore egne liv om.
Denne jul er særlig på sin helt egen måde. En epidemi hærger kloden og menneskene. I året, der er gået, har vi været vidne til splid og splittelse og optøjer og uro mange steder på kloden.
Denne jul er der krig og ufred i Etiopien, i Syrien og mangen et andet sted, som vi ikke hører om, fordi verdens journalister har travlt med at skrive om corona.
Denne jul er der såmænd også strid og splid i vore egne familier og blandt vore egne venner og ufred og uro i menneskers sind.
Det var en nat med fred, men den endelige fred var det ikke.
Det kan nok gøre en og anden modløs ind imellem. Så man tænker, at der ikke er meget håb – hverken for verden eller for os selv. Men ikke desto mindre, så sendte Gud sin søn til verden som et barn i Betlehem for at fortælle os, at der ér håb. At der ér mulighed. At der ér fred at finde. Havde det ikke været for barnet i Betlehem havde krigens soldater aldrig vovet sig op af skyttegravene den nat. På grund af Kristi fødsel vovede de det.
Og vandt et døgn med fred midt i krigens rædsler.
Må dét der skete den julenat i 1. verdenskrigs begyndelse for os blive et billede af håb. For netop sådan tror jeg, at Jesus kommer til os. Som en mulighed for fred midt i alt det andet. Barnet blev født i en stald og lagt i en krybbe og snart efter stræbt efter livet af en gal Herodes – og alligevel sang englene den nat om fred til mennesker med Guds velbehag.
Gud sendte sin søn ind i verdens ufred med tro og håb og kærlighed til mennesker. Det var en nat med fred, men det var ikke den endelige fred. For freden har vi kun til låns her i verden. Den ejer vi ikke. Vi oplever den kun i glimt. Som soldaterne en håbefuld nat midt under krigen.  Som du og jeg, når det ind imellem forundes os et øjeblik at mærke, at vi er i fred.
Vi har kun freden til låns. Det er livets vilkår. Det er ikke den endelige fred. Dén kan vi kun drømme om. Og håbe på. Og bede om. Og længes efter.
Den endelig fred er Guds – og mon ikke han engang vil dele den med os? I Guds rige, hvor kærligheden sker fyldest. Lad os håbe det  – og tro det.
Glædelig jul og Guds fred til dig og dine.
Lotte Lyngby, sognepræst i Sønderholm og Frejlev

PRÆDIKEN JULEDAG, 2020

i /af

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den før­ste folketælling, mens Kvirinius var stat­holder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.

                          Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hed­der Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

                         

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frel­ser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

                          Og med ét var der sammen med eng­len en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

»Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

***

Og … det skete i de dage, da alle havde lært, at et vingeslag fra en flagermus på den ene side af kloden kan forårsage storm på den anden, og at en flagermus ikke bare er en flagermus, der kan fascinere enhver med et barnligt sind og en Batman uniform, men at dens flugt gennem luften ikke for ingenting ligner flaksende kasteknive. Og … det skete i de dage, da alle havde lært, at Wuhan ikke er en by i Rusland (som man ellers gik og troede), men i Kina, og at der er andre steder, man hellere vil holde ferie. Og … det skete i de dage, da alle havde lært, at et nys ikke bare er et nys, et håndtryk ikke bare et håndtryk, et kys ikke bare et kys, men også kan være ren gift, virusinfektion og snarlig død.

 

Det er den mærkeligste jul i mands minde!

Hvor vi er sammen hver for sig; holder fællesmøder hver for sig, synger fællessang hver for sig; hvor sætninger, der engang gav absolut ingen mening, nu pludselig fremstår næsten helt forståelige. For det er, som vores allesammens Mette siger, “alvorligt”, “meget alvorligt”, og så tilføjer hun – fordi hun (ligesom en præst) også kender 3-tals loven – det er “meget, meget alvorligt”. Og nej, hun er endnu ikke klædt helt i sort, men … vi forstår.

Og … derfor skete det også i de dage, da vi alle havde lært et nyt sprog og forstået alvoren i ord som COVID-19 og pandemisk, podepind og testkit. Forstået, at der til ret samfundssind hører villighed til hjemmekarantæne og selvisolation, selvom det også kan føre til hjemmevold. Lært alvoren bag ord som smittetryk, superspreder og hudsult. Ja, og da også forstået, at der også kan være andre grunde end de religiøse til at bære maske; at det simpelthen er klog adfærd at gemme sit smil i et mundbind til det bliver forår; i hvert fald til det bliver forår.

Og … ja … det skete i de dage, da vi alle sad sammen – hver for sig – og hang med skuffen. Hvor den julefred, vi synger så meget om, er blevet lige en kende for fredelig, fordi den rimer for meget på kedelig, hvis man er ung; men også på bekymring og ensomhed, hvis man er gammel.

 

“Og … det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus…”

Juleevangeliet indledes med et “og“. Ordet ”og” er så lille et ord, at man nemt hører hen over det. Men har man først bidt mærke i det, som det står der – så undseligt og underligt – i indledningen af juleevangeliet, får det en afgørende betydning for fortællingen. For med dette ”og” er det, som om juleevangeliet bindes sammen med vores verden, vores tid, vores liv

For det lyder lige nu! Som en simpel konstatering lige midt ind i tiden. Med et lille ”og” siges det, at julens budskab ikke bare foregår på et fiktivt sted og i en fiktiv tid. Det foregår også i den kendte verden, hvor byerne engang hed Nazaret og Betlehem, men hvor de nu hedder Sønderholm og Frejlev, og hvor kalenderen siger 24. december, i det Herrens corona-år 2020.

Der sker så meget i vores verden, ”og” så sker der altså også dette. Med dette lille ”og” indfinder juleevangeliet sig midt i det, der ellers sker. Det afbryder ikke vores liv, det stopper det ikke, det neglierer det heller ikke, men lander bare midt i det, lægger sig så at sige oven på det alt sammen – lige så uafvendeligt, lige så glædeligt, lige så håbefuldt, som når et barn kommer til verden og lægges i ens arme.

Med et lille bitte “og” indtager barnet og juleevangeliet vores virkelighed og verden og afslører den, som lige så smuk, som den virus, der forstørret op på en skærm, ligner en smuk nellike. Julens budskab er et smukt budskab! Det er glædeligt. Det er håbefuldt!

 

Og det er det, fordi julens budskab er en virus af den gode slags. Som på sin egen grundlæggende måde frasiger sig ethvert forsøg på at holde afstand, som er lige så insisterende og påtrængende som et spædbarn – eller som den kærlighed, hvis væsen det er at være helt nær og komme helt tæt på den elskede. En virus, som derfor også smitter alle så ganske voldsomt meget. Med et livsnødvendigt blik og med et uforglemmeligt sprog, hvor alt det fortvivlede og håbløse, døden og det meningsløse modsiges og trodses.

Barnet i krybben er billedet på en Gud, der vil være nær, og derfor hele tiden trænger sig på og ikke kan holde sig på afstand. Ligesom kærligheden heller ikke kan.

 

COVID-19 er navnet på den sygdom, man kan udvikle, hvis man smittes med den forbistrede coronavirus. 19 er et primtal, og de er som bekendt uklædeligt selvoptagede og går kun op i sig selv. Og den slags er der ikke meget liv i.

Da Gud kom til verden som et spædbarn i en krybbe i en stald i Betlehem, kaldte han i ét dermed os alle sammen ud til et liv i omsorg og kærlighed; for kun sådan omgås man spædbørn. Og et sådant liv handler om det modsatte. Og det kan som bekendt vise sig i de forskelligste former, og derfor lever vi nu på afstand af hinanden – der er langt imellem os – og det kan ikke være anderledes. Men vi gør sådan, fordi vi dybest set har omsorg for hinanden og går op i mere end os selv. Sådan at vi igennem dét, vi gør lige nu, faktisk er hinanden ganske nær.

Det er det lille juleevangelium, som vi fortæller hinanden i disse dage. Og … i tilgift får vi så også det store. At barnet i krybben også er vor frelser og herre, og at han er nær.

Jørn Skøtt Andersen, Sognepræst

 

JULEPRÆDIKEN – om at smitte med kærlighed

i /af
I Juleevangeliet er der dette mærkelige år især fire ord, som særligt springer mig i øjnene – nemlig ordene ´”hele verden” og “hele folket”. Kejseren tæller hele verden. Og englen forkynder en glæde som skal være for hele folket. Hele verden. Hele folket. Begge dele kommer lige nu så nær, fordi vi i år deler vilkår med hele verden og hele folket, når det kommer til at leve midt i en pandemi.
Vi har set, hvor lille vores klode i virkeligheden er. Vi har set, hvor hurtigt noget kan sprede sig fra kontinent til kontinent – og fra menneske til menneske, og lige nu er der vel intet sted på jorden, hvor julen er helt, som den plejer at være. Hele verden. Hele folket. Intet sted er gået fri.
Den gamle sætning om, at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan starte en orkan på den anden side af kloden, det er i år blevet virkelighed for øjnene af os. Noget, der begynder i det små, kan med ét få betydning for hele verden og for hele folket.
Det begyndte med en flagermus, og det blev til en pandemi. Og nu gør det så også noget ved den jul, som er vores.
”Julen er gammel, og julen er ny. Julen er aldrig den samme”.
Sådan synger nissen Pyrus, i en julesang, som det er svært at undgå at komme til at høre, hvis man tænder sin radio i løbet af december.
Julen er aldrig den samme, lyder refrænet, og det har de fleste af os jo nok gjort os vores personlige erfaringer med. Det er ikke kun i et coronaår, at julen aldrig er den samme. Også i vores egen lille private verden, kan sommerfuglevingers bevægelse sætte orkaner i gang.
Måske var der en jul, hvor vi bar på en sorg, der var stor og ny.
Måske var der en jul, hvor kæresten ikke ville være kæreste mere.
Måske var der en jul, hvor fingrene fandt en knude et sted i kroppen, som slet ikke skulle være lige der.
Måske var der en jul, hvor nogen var sure, hvor nogen var syge, hvor nogen havde et sind, der var tungt og mørkt.
Julen er aldrig den samme og bestemt heller ikke år, hvor mange af os skal undvære nogen, vi gerne vil være sammen med – og hvor nogen vi kender, måske endda er nødt til at fejre jul bag lukkede karantænedøre, hvis de da ikke ligefrem er én af de syge og smittede, som vi hver dag på bedste folketællingsmaner holder tal på.
Julen er aldrig den samme. Og alligevel så er det sådan, og bliver det sådan, at hvad end omstændighederne for os måtte være, så bliver det jul, så er det jul.
Jul er der blevet fejret, mens verdenskrige rasede, mens forfølgelser fandt sted, mens voldsommere epidemier end den, der er vores, for hen over jorden. Ja, i hen ved to årtusinder har fejringen af barnets fødsel dengang i Betlehem fundet sted. Det, der skete dengang, skete for hele folket og for hele verden. Det skete for dem, der levede dengang, og det sker for os, der lever nu.
Julen er, at der med fødslen af barnet julenat sættes skel i tiden. I barnet i krybben trådte Gud ind i verden og ind i virkeligheden og blev en historisk person i og med Jesus. Gud sendte Jesus for at smitte os med kærlighed.
Hvis man ikke tror, at én mand kan ændre verden, så har man ikke set, hvad der kan ske, når nogen spiser en flagermus, der ikke var ordentligt tilberedt. En sommerfuglevinges bevægelse kan sætte en lavine i gang.
Julenat træder Gud mennesker nær. Det er ikke sikkert, at det forandrer verden, men det kan forundes os at opleve, at det kan forandre os. For den kærlighed, som Jesus vil smitte hele verden og hele folket med, det er en kærlighed, der bærer med på vores liv og holder os oppe og i hånden gennem tider med epidemier og gennem dage med kræftknuder og gennem måneder og uger, hvor mørket lukker sig om os.
Den fred, som englene sang om julenat, og som de forkyndte skal være for hele folket, det er den fred, der kommer af ikke at være prisgivet den skinbarlige vilkårlighed, men i stedet være forbundet tæt og nært til skaberkraften, kærlighedskraften, til det, vi kalder Gud.
Det er livsforandrende, når det gå op for en, at vi ikke skal bære os selv, men at vi må lade os bære af noget, der overgår al forstand, det, som vi kalder for Gud.
Fred – det er det ikke at skulle frelse sig selv, redde sig selv, opfinde sig selv.
Fred er det, at vi må være dem, vi er, og at det er lige netop dem, som vi er, som Gud vil smitte med kærlighed gennem Jesu komme til os.
Julen er aldrig den samme. Heller ikke i år.
Og julen er samtidig altid den samme.
Fordi det også her i det 2020. år efter barnets fødsel gælder, at Gud har sendt Jesus for at smitte dig og mig med kærlighed, så vi kan smitte videre og lade kærligheden virke her i verden.
Må det give os håb nok til at tage endnu en omgang i livet med corona.
Må det give os mod nok til at smitte løs med kærlighed og med glæde, så vi tænder lys i hinandens mørke.
Må det give os tro nok til at vove at stole på, at vi ikke skal bære os selv, men at Gud bærer med.
Julen er aldrig den samme.
Julen er altid den samme.
Den fred, som barnet i krybben kom med, den fred er for hele folket og for hele verden og for dig og for mig.
Det gælder også og ikke mindst midt i en smitsom pandemi.
Frygt ikke, lyder julens løfte til os. I dag er der født jer en frelser.
Han er Kristus, Herren.
Glædelig jul.
Lotte Lyngby, sognepræst i Sønderholm og Frejlev

Det nye menighedsråd for Sønderholm-Frejlev sogne har konstitueret sig

i /af
Sønderholm-Frejlev Menighedsråd har på møde af 25.11 konstitueret sig således:
Formand: Peter Stoffersen
Næstformand:  Mads Sølver Pedersen
Kirkeværge for Frejlev: Jens T. Pedersen
Kirkeværge for Sønderholm: Leif Jensen
Kasserer: Povl Thomsen 
Kontaktperson: Helle Bang
Sekretær: Karen Eskesen
 
Bygningssagkyndig: Per Ulrik
Underskriftsberettiget: Mads Sølver Pedersen
Øvrige valgte medlemmer er Gerda Buus Larsen, Peter Asboe-Hermansen og Rikke Sommer Eriksen.
På billedet ses det samlede menighedsråd inkl. medarbejderrep. Annee Bonde og præsterne Jørn Skøtt Andersen og Lotte Lyngby. 
Bagerst fra venstre:
Peter Stoffersen, Povl Thomsen, Jørn Skøtt Andersen, Jens Pedersen, Leif Jensen, Mads Sølver Pedersen, Peter Asboe-Hermansen og Helle Bang.
Forrest fra venstre:
Lotte Lyngby, Rikke Sommer Eriksen, Annee Bonde, Gerda Larsen og Karen Eskesen

Livetransmission fra juletræstændingen i Frejlev

i /af
Læs mere

Aflyst: Tro, håb og mørkning – meditation og stilhed i adventskransens skær alle tirsdage i december kl. 17.00 Frejlev Kirke

i /af

Der er meget vi ikke kan denne december, men mødes i kirken, det kan vi. Hver tirsdag i december vil der sidst på eftermiddagen være en stille stund i Frejlev Kirke til coronatrætte og decemberslidte at hvile sig i.

Sammen tænder vi lys i mørket og under os tid i stilhed og i tillid til, at der et er godt for sjælen at holde pause i en kirke.

Der vil være en kort indledning og afslutning.

Der vil ikke være musik og sang, men god tid til at være stille sammen, mens først adventskransen og siden juletræet lyser for os.

Velkommen til ro og mørkning.

Krav om mundbind gælder også i Folkekirken

i /af

Også i Folkekirken er der kommet en opdatering af corona-restriktionerne,- læs mere i linket herunder, hvad det nærmere indbefatter.

https://www.folkekirken.dk/aktuelt/nyheder/krav-om-mundbind-gaelder-ogsaa-i-folkekirken

Det er trange tider som Brorson skrev i sin salme og som vi møder her op mod vinteren, så måske har vi mere end nogen sinde behov for at være til gudstjeneste, høre et foredrag eller lytte til musik og sang, nu hvor tiderne tilsyneladende igen strenges.

 

 

Resultat af valgforsamlingen

i /af

Efter afholdelse af ekstraordinær valgforsamling tirsdag den 6. oktober 2020 fandt vi de sidste medlemmer til Sønderholm-Frejlev Menighedsråd, som i næste valgperiode består af:

  • Gerda Larsen (Frejlev)
  • Helle Bang (Frejlev)
  • Jens Pedersen (Frejlev)
  • Karen Margrethe Eskesen Nielsen (Sønderholm)
  • Leif Jensen (Sønderholm)
  • Mads Sølver Pedersen (Frejlev)
  • Peter Asboe-Hermansen (Frejlev)
  • Peter Stoffersen (Sønderholm)
  • Povl Thomsen (Sønderholm)
  • Rikke Sommer Eriksen (Frejlev)

Stedfortrædere:

  • Betina Lassen (Sønderholm)
  • Jørn Mortensen (Frejlev)
  • Knud Roskjær (Sønderholm)
  • Orla Korslund (Frejlev)
  • Per Christophersen (Frejlev)
  • Stefan Hristou (Frejlev)

Brug af kirkens lokaler i en Corona-tid

i /af

Sønderholm-Frejlev menighedsråd skal som mange andre i denne mærkelige tid balancere mellem at åbne op og lukke ned, når det kommer til aktiviteter og brug af kirkens lokaler. Vi er pålagt retningslinjer fra Kirkeministeriet, som skal overholdes, hvad deltagerantal og tæthed angår, samt ekstra grundig rengøring.

Menighedsrådet valgte derfor efter genåbningen i foråret at begrænse brugen af Sognegård og Kirkecenter til kirkens egne arrangementer og sige nej til alle dem, der ellers plejer at bruge vores lokaler, det være sig dagplejemødre, bestyrelser, foreninger og andet, ligesom der heller ikke for nuværende er mulighed for lån af rum til begravelseskaffe hverken i Sønderholm eller Frejlev. Denne fortsatte ”nedlukning” sker ikke med vores gode vilje, vi vil helst, at vores lokaler summer af liv, men vi mener, at vi på den måde handler mest ansvarligt.

Der er plads til alt for få i begge vores kirker i denne tid, hvor der skal holdes to meters afstand under salmesang til bryllup, bisættelser og gudstjenester, og det betyder at både Kirkecenter og Sognegård jævnligt er i brug, når dem, der ikke var plads til i kirken, her kan deltage via storskærm og transmission.

Udover denne anvendelse som ekstra gudstjenesterum prioriterer vi dette efterår, at lokalerne bruges til de kirkeaktiviteter, som der er åbnet op for. Det være sig babysalmesang, mini-konfirmandundervisning, konfirmandundervisning, sogneaftener, menighedsmøder, kirkekaffe, korarbejde, samt kirkens ældrearbejde, som her hos os varetages af Sønderholm-Frejlev Seniorer i hvis bestyrelse menighedsrådet er repræsenteret. Alle disse arrangementer sker med hensyntagen til de aktuelle retningslinjer som begrænset deltagerantal, begrænset servering, afstandskrav og grundig rengøring efterfølgende.

Det er, hvad vi har rum til lige nu. Derfor må vi desværre sig nej til det, vi plejer at sige ja til.  Vi glæder os til, at vi engang kan sige ”ja”, når nogen spørger, om de kan låne lokaler hos os.

 

Sønderholm-Frejlev menighedsråd, september 2020

Børnegudstjenester er i denne sæson aflyst

i /af

Børnegudstjenesterne med den sædvanlige efterfølgende fællesspisning har vi desværre måtte aflyse denne efterårssæson p.g.a. Covid-19 situationen.

Vi glæder os til at kunne byde jer velkommen igen til børne/familiegudstjenester, når tiderne igen bliver til det.