Koncertforedrag med Michael Vesterskov – Hjertets Vagabond

Tirsdag d. 30. oktober kl 19.30 i Sønderholm Kirke

Om indre hjemløshed og om, hvordan en pludselig tragisk hændelse blev en øjenåbner.

Den danske sangskriver og musiker Michael Vesterskov søger i sit koncertforedrag »Hjertets Vagabond« efter noget universelt, der forbliver fast i en verden, hvor så meget synes uroligt. Han har netop gennemgået en svær hjerteoperation og pludselig opdaget, hvor skræmmende tæt på afgrunden, man egentlig går og befinder sig.

Selv siger Michael Vesterskov: Jeg kalder koncertforedraget for Hjertets Vagabond, for det er det, jeg føler, at jeg er. Jeg har altid mærket en indre hjemløshed, en søgen efter noget, der er svært at sætte ord på. Jeg har mærket på egen krop, hvad der sker, når man svigter sig selv, sit hjerte og det, vi er sat i verden for.

Et koncertforedrag fremført med lune, underfundighed og humor.

Jubilæumskoncert med Frejlev kirkes Pigekor lørdag 25. august kl 14.30 i Frejlev Kirkecenter

Frejlev kirkes Pigekor fylder 25 år, og det skal da fejres!

Hvad er mere oplagt end at prøve at samle nogle af de 70 unge piger, der gennem årene har sunget i koret!
Korets dirigent og organist ved Frejlev kirke, Margit Mühlbach, samler nuværen- de og tidligere sangere i koret til en workshop 25. august kl 10.00. Workshoppen laves i samarbejde med sangpædagog og korleder ved Gladsaxe Musik- og Billedskole, Rikke Schou Olesen. Rikke kommer fra Frejlev og var blandt de allerførste sangere i koret.

Det bliver en dag fyldt med flot korsang, sprudlende energi og herligt samvær. Dagen afrundes med en åben og gratis koncert for alle.

Det er lykkedes Margit at finde frem til de fleste tidligere sangere, men er du endnu ikke blevet kontaktet og har lyst til at være med, er du meget velkommen til at kontakte Margit på mail: margit@muehlbach.dk

Opstart på babysalmesang i Sønderholm og Frejlev kirker

Velkommen til babysalmesang

Babysalmesang er efterhånden en fast aktivitet i mange kirker, og også her i Sønderholm og Frejlev.

Man ved i dag, at musik har stor betydning for det spæde barns udvikling, og hertil er salmesangen specielt god pga. de nuancerede klange og den dybde der ligger i teksterne. Man kan her skabe et rum med ro og koncentration som modvægt til al den støj, der omgiver os konstant i dagligdagen.

Samtidig er det en mulighed for bevidstgørelse og udbredelse af den danske salmeskat, som jo er en vigtig kulturarv.

Salmerne afspejler bl.a. de store skel i livet som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, og har vist deres slidstyrke gennem mange års brug, og selvom de små ikke kan forstå teksterne, opfanger de alligevel lyde, stemningen og ånden i dem.

Babysalmesang?

…. Babyer kan da ikke synge salmer!

Nej babyerne kan ikke selv synge med, men deres umiddelbare glæde ved musik stimuleres gennem salmernes enkle tonesprog og inspirerer forældrene til musikalske leg med barnet.

Til babysalmesang vil vi mere end bare synge. Vi vil danse og vugge, blæse sæbebobler, ringe med bjælder, ae, og nusse og lege med tørklæder i flotte farver, kort sagt stimulere barnets sanser og skabe en god forbindelse mellem forældre og barn.

Hvor – Hvornår – Hvordan?

Babysalmesang er et gratis tilbud til mor eller far og baby, der bor i Sønderholm og Frejlev sogne. På hvert hold er der børn fra begge sogne, og der er plads til

8-10 babyer. Der arrangeres hold skiftevis i Frejlev og i Sønderholm.

Vi mødes mandag formiddag i Sønderholm eller Frejlev kirke. Man behøver ikke være verdensmester i at synge for at deltage. Mors og fars stemme er under alle omstændigheder barnets yndlingsstemme.

Hold 1 mødes i Sønderholm kirke 7 gange fra d. 06.08.2018

Hold 2 mødes i Frejlev kirke 7 gange fra d. 24.09.2018

Vi mødes mandag formiddag fra kl. 10.00 – 11.30,
ca. 45 min til sang i kirken og herefter kaffe og hygge i sognegård/kirkecenter.

Tilmelding kan ske til:

Babysalmesanger: Inga Nielsen

Tlf. 22 41 69 19

mail: ingandk@hotmail.com