JULEFRED – PRÆDIKEN 2. JULEDAG

i /af
Året var 1914. Europa var ramme om den første store krig. Skyttegravene strakte sig hele vejen fra Nordsøen til den schweiziske grænse. Fronten delte Europa i to. Overfor hinanden lå de tyske soldater til den ene side, og de engelske, belgiske og franske soldater til den anden. Sine steder med bare 100 meter imellem. En smal stribe af ingenmandsland oversået med døde kroppe, som soldaterne kun nødtvungent vovede sig op af skyttegravene for at fjerne. Tusindvis af unge mænd lå kampklare på hver sin side af kampzonen. Side om side. I krig mod hinanden
Året var 1914 og det var jul. Den 24. december på Vestfronten.
I løbet af formiddagen den dag skete noget  helt nyt. Soldater begyndte at lægge deres våben. Interimistiske papskilte dukkede op langs kanten af skyttegravene. “Merry Christmas”, stod der på nogle. “Frohe Weihnachten” stod der på andre. Forsigtige julehilsner tværs over fronten.
Lidt efter lidt dukkede andre skilte op. Skrevet sort på hvidt.
“Hvis I lar vær med at skyde, lar vi vær med at skyde”, stod der.
Kort efter begyndte de modigste soldater at kravle op af skyttegravene og bevæge sig ud i ingenmandsland. Efterhånden kom flere hoveder til syne bag kamppladsens skjulesteder. Ikke ét skud blev affyret. Aldrig siden krigens begyndelse 5 måneder tidligere, havde der været så stille.
Om aftenen sang de tyske soldater: “Stille Nacht, Heilige Nacht”
De engelske soldater sang med på engelsk: “Silent Night, Holy Night”. Der blev tændt stearinlys langs skyttegravenes kanter. Soldaterne byttede tyske cigarer med britisk chokolade og engelsk tobak.
Nogle steder langs fronten ryddede man ingenmandsland for døde og spillede fodbold mod hinanden med primitive bolde fremstillet af klude. Én hentede et kamera, og så stillede man op til fotografering, tyske og engelske soldater blandet med hinanden.  Billederne kan stadig ses. Rækker af unge mænd. Engelske stålhjelme og tyske huer. Blandet ind mellem hinanden. En juledag på Vestfronten. I året 1914.
Det er en fantastisk beretning om julefred, skildringen af den dag byder os på. En beretning, som de fleste af os vel flere gange allerede har hørt om. Jeg troede i grunden, at det var en myte. At den ikke havde helt så meget på sig, som det lød til. Men for år tilbage så jeg i en avis nogle glimt af en historikers dokumentation for begivenhederne den dag. Ved hjælp af dagbøger og breve har denne historiker fundet bevis for, at julevåbenhvilen var langt mere omfattende, end man hidtil har troet. Det har bare været skjult. Det er gennem alle årene blevet fortiet. For generalerne var ikke stolte af deres soldater den jul. Soldater skal slås og ikke synge salmer med fjenden. Så for magthaverne var julefreden 1914 en skamplet på krigens gang. En sådan fraternisering med fjenden var ilde set.
Ja, så skræmmende var soldaternes opførsel, at både de tyske og de engelske generaler i ugerne efter satte ind med massive propagandakampagner, som havde til formål at få svine fjendens soldater til. De unge mænd på fronten skulle hurtigst muligt bringes tilbage til at opfatte fjenden som et udyr, der ikke var for godt at slå ihjel. Og sådan endte krigens generaler med at få magt over soldaternes stiften fred. Og 1. verdenskrig kom til at fortsætte 4 år endnu. Med krig og kamp på vestfronten og alle andre fronter.
Julenat 1914 var en særlig nat. Men den blev ikke andet end et pusterum i rædslernes række. Som en menig tysk soldat kort efter skrev i et brev til sin far og mor: “….det var en dag med fred. Det var kun en skam, at det ikke var den endelige fred.”
Sådan er det også med julens evangelium. Julenat sang englene om fred til mennesker med Guds velbehag. Den nat barnet blev født, var en nat med fred. Det var kun en skam, at det ikke var den endelige fred. For den endelig fred, det var det ikke. Det vidner de tekster om, som vi skulle have hørt i kirken i dag. I dem får vi nogle glimt af den stribe af strid og død og ufred, der fulgte i kølvandet på kristendommens frembrud i verden.
Et glimt af Stefanus, der blev dræbt for sin tro.
Et glimt af Jesus, der opremser, hvilket spor af blod kristendommen skal komme til at trække over jorden med drab og vold og lidelse til følge.
Et glimt af, at barnet i krybben en dag skal komme til at stå som en afvist hønemor, der rækker hænderne ud for at favne alverden – men alverden vil ikke favnes – alverden vil ikke vide af den favn, som frelseren kommer med.
Julenat var en nat med fred, men den endelige fred var det ikke.
Det vidner også vor egen tid og vore egne liv om.
Denne jul er særlig på sin helt egen måde. En epidemi hærger kloden og menneskene. I året, der er gået, har vi været vidne til splid og splittelse og optøjer og uro mange steder på kloden.
Denne jul er der krig og ufred i Etiopien, i Syrien og mangen et andet sted, som vi ikke hører om, fordi verdens journalister har travlt med at skrive om corona.
Denne jul er der såmænd også strid og splid i vore egne familier og blandt vore egne venner og ufred og uro i menneskers sind.
Det var en nat med fred, men den endelige fred var det ikke.
Det kan nok gøre en og anden modløs ind imellem. Så man tænker, at der ikke er meget håb – hverken for verden eller for os selv. Men ikke desto mindre, så sendte Gud sin søn til verden som et barn i Betlehem for at fortælle os, at der ér håb. At der ér mulighed. At der ér fred at finde. Havde det ikke været for barnet i Betlehem havde krigens soldater aldrig vovet sig op af skyttegravene den nat. På grund af Kristi fødsel vovede de det.
Og vandt et døgn med fred midt i krigens rædsler.
Må dét der skete den julenat i 1. verdenskrigs begyndelse for os blive et billede af håb. For netop sådan tror jeg, at Jesus kommer til os. Som en mulighed for fred midt i alt det andet. Barnet blev født i en stald og lagt i en krybbe og snart efter stræbt efter livet af en gal Herodes – og alligevel sang englene den nat om fred til mennesker med Guds velbehag.
Gud sendte sin søn ind i verdens ufred med tro og håb og kærlighed til mennesker. Det var en nat med fred, men det var ikke den endelige fred. For freden har vi kun til låns her i verden. Den ejer vi ikke. Vi oplever den kun i glimt. Som soldaterne en håbefuld nat midt under krigen.  Som du og jeg, når det ind imellem forundes os et øjeblik at mærke, at vi er i fred.
Vi har kun freden til låns. Det er livets vilkår. Det er ikke den endelige fred. Dén kan vi kun drømme om. Og håbe på. Og bede om. Og længes efter.
Den endelig fred er Guds – og mon ikke han engang vil dele den med os? I Guds rige, hvor kærligheden sker fyldest. Lad os håbe det  – og tro det.
Glædelig jul og Guds fred til dig og dine.
Lotte Lyngby, sognepræst i Sønderholm og Frejlev